Om os

Hvem er vi?

café directo ApS er en socialøkonomisk virksomhed, der formidler kaffe og kendskab til kaffe mellem kaffeproducenter i Nicaragua og kaffedrikkere i Danmark.

café directo ApS er grundlagt og ledet af Kjeld Nielsen (nederste foto), der har arbejdet med kaffe fra Nicaragua siden begyndelsen af 1990'erne.

café directo ApS er ejet af 38 anpartshaver (august 2024), og vi deler gerne ejerskabet med flere (se her).

I Nicaragua har vi siden 2007 samarbejdet med indbyggere i kaffelandsbyen El Coyolar (se portrætter her).

Iveth Arauz (øverste foto) er formand for samarbejdsorganisationer ASELCO SA i Nicaragua.

Hvad gør vi?

café directo ApS har tre arbejdsområder:

  • Vi sælger kaffe fra Nicaragua
  • Vi fortæller om kaffen og menneskene bag

  • Vi støtter udvikling i landsbyen El Coyolar

Vores månedlige nyhedsbrev er det kontinuerlige bindeled mellem mellem café directo ApS og vores støtter i Danmark (anpartshavere, kaffekøbere og andre interesserede).  

Du kan abonnere på nyhedsbrevet her og se arkivet med tidligere nyhedsbreve her. 


Vores historie

Vi har arbejdet siden 2017 og der er sket mange ændringer undervejs, både i Nicaragua og i Danmark.

Det begyndte med Kirkekaffe

I januar 2007 havde vi premiere på Kirkekaffe i Haldum kirke (ved Hinnerup).

Nicaraguas ambassadør fik skænket den første kop og vores organist ledte opførelsen af Bachs kaffekantate.

Hensigten med Kirkekaffe var at sætte fokus på brugen af fair trade kaffe i folkekirken.

Kirkekaffe blev ristet hos Peter Larsen Kaffe og primært distribueret af DSN A/S i Hirtshals, som er leverandør af redskaber og forbrugsvarer m.v. til mange i Danmark.  

Siden begyndelsen har vi haft særligt fokus på bønderne i landsbyen El Coyolar. Udover fair trade-prisen på kaffen, er der for hvert kg solgt kaffe bidraget med kr. 14,- til det såkaldte Kirkekaffe-program. Kirkekaffe-programmet har med over ½ million kroner bidraget til fælles projekter i landsbyen (børnebibliotek, legatprogrammer, skolebøger, vandforsyning, gangbroer og meget mere).

10-års jubilæum

Det havde længe været et ønske for bønderne i El Coyolar at få del af værdikæden på kaffen. Altså ikke kun at sælge den plukkede kaffe, men at komme ind på markedet for ristet kaffe. I forbindelse med Kirkekaffes 10 års jubilæum i 2017 besluttet at introducere kaffemærket "café directo" på det danske marked.

café directo blev udviklet som et samarbejde mellem La Asociación de Productores de El Coyolar (= "Sammenslutningen af producenter i El Coyolar") i Nicaragua og café directo ApS (dengang kaldet Kirkekaffesalg)  i Danmark.

Vi gjorde forsøgt på at riste kaffe i Nicaragua, men politiske uroligheder og siden corona-epidemien gjorde, sammen med en praktiske udfordringer, at vi opgav at følge denne vej.   

Coronaen gjorde også, at salget af Kirkekaffe faldt drastisk, da de sociale aktiviteter i kirkerne svandt voldsomt ind. Dette blev heldigvis kompenseret af salg til private under mærket "café directo".

Fra forening over IVS til ApS

Kirkekaffe begyndte i regi af forening. Men blev hurtigt lavet om til et iværksætterselskab, da vi havde kommercielle aktiviteter (køb og salg af kaffe). Samtidigt var det svært at få kirker/menighedsråd til at bliver medlemmer af foreningen. De ville gerne købe Kirkekaffe og mente underforstået at det var deres rolle. 

I forbindelse med vores crowdfunding-projekt på Coop.dk erfarede vi, at mange bidragsydere var interesserede i direkte ejerskab af café directo.

I december 2019 er café directo omdannet til et ApS med en anpartskapital på kr. 75.000. Denne kapital er senere øget til kr. 450.000.

café directo har to slags anparter.

  • A-anparter med stemmeret á kr. 25.000.
  • B-anparter uden stemmeret á kr. 1.000.

Omdannelsen er sket primært for at skaffe kapital til finansiering af kaffelager (mellem køb og salg) samt for at inddrage brugerne i Danmark.

På sigt er håbet, at café directo ApS også kan skaffe kapital til at investere i et opkøbscenter i Nicaragua i samarbejde med ASELCO S.A. 

Se mere om anparter her.

2024 og frem

De sidste fem år har har café directo ApS købt kaffe i Nicaragua direkte fra medlemmer af ASELCO SA, eksporteret kaffen til Danmark og købt ristning og pakning herhjemme.

I Nicaragua er reglerne blevet strammet for, hvordan kaffeeksporten skal foregå - og fra 2025 kommer EU's skovrydningsdirektiv også til at gælde import af kaffe til EU.

Direktivet er meget fornuftigt, men det stiller skarpe krav til dokumenteret sporbarhed, som producenter i El Coyolar ikke kan leve op til på kort sigt.

Fra og med 2024 er café directo ApS' fremgangsmøde derfor:

  • vi køber certificeret økologisk kaffe fra Nicaragua af en rister i Danmark, som vi bruger som Kirkekaffe og Virkekaffe
  • vi støtter den økologiske certificering af kaffen fra medlemmerne af ASELCO SA, så de igen kan få adgang til EU.